nyt fokus
Forsider af Nyt Fokus fra de seneste år

Vær med Tidsskrift med fokus på bæredygtig omstilling søger frivillige

​​​​​​​Tiden kalder på gennemgribende og bæredygtig omstilling, hvad der kræver indsigt og kritisk viden om samfund, miljø og økonomi. Her er NOAHs tidsskrift Nyt Fokus en vigtig stemme i den danske debat.

12. august 2022 · Kl. 13:45 Nyhed

Nyt Fokus har under forskellige navne eksisteret i mere end tyve år som et af landets mest seriøse formidlere af viden om naturens og klimaets tilstand, og hvad der skal til for at vende udviklingen.

I løbet hele sin levetid har bladet dækket et bredt spektrum af emner og henvendt sig til en bred kreds af interesserede. Skiftende redaktioner er aldrig gået på kompromis med kvalitet og integritet, hvad man kan forsikre sig om ved at gå ind på Nyt Fokus’ hjemmeside. Blandt de temaer, vi har fokuseret på i den senere tid er bl.a. trafikpolitik, havmiljø, demokrati og borgerinddragelse, modvækst, biodiversitet, landbrug og klimavalget i 2019.

Du har nu chancen for at være med i redaktionen og på den måde bidrage til bæredygtig omstilling. Samtidigt søger vi frivillige til en podcastgruppe med løs tilknytning til redaktionen. Så hvis du er interesseret og har indsigt i bæredygtighedsemner og god sproglig evne – eller er ferm inden for hjemmesider og sociale medier eller ved noget om podcasts – kunne det måske være noget for dig.

Det redaktionelle arbejde går ud på at mødes nogle gange om året, typisk via Zoom, hvor vi enes om spændende emner og mulige bidragsydere indenfor og udenfor redaktionen til temanummeret samt artikler udenfor tema. Mellem møderne består det i arbejde med teksterne til bladet. Aktuelt søger vi især hjælp til de arbejdsopgaver, der er beskrevet nedenfor. Alt arbejde i redaktionen er ulønnet – fornøjelsen bærer det alene.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Redaktionen af Nyt Fokus

Kontakt for interesserede: Niels Henrik Hooge (nielshenrik@noah.dk)

Konkrete opgaver, vi søger folk til:

Redigering af artikler
Er du god til at formulere dig på skrift, til at fange stavefejl, vikle snørklede sætninger ud og sikre ensartethed på tværs af artikler, så er du ”spot on” til opgaven med at redigere artiklerne i Nyt Fokus.

Opdatering af hjemmeside
Er du en haj til at vedligeholde hjemmesider, er det dig vi mangler til arbejdet med at lægge nye numre op på vores hjemmeside www.nytfokus.nu

SoMe ansvarlig
Hånden på hjertet: Redaktionen har hidtil ikke været superskarpe på det med sociale medier (SoMe). Vi har en facebookside – men er ellers ikke aktive på Twitter, mv. Så hvis du har det som en fisk i havet, når du poster og liker på de sociale medier, så er dine evner efterspurgt i Nyt Fokus.

Oversættere
Er du god til engelsk, tysk, fransk eller måske et helt fjerde sprog? Så kan du hjælpe med at oversætte artikler fra udenlandske forfattere til Nyt Fokus.

LINK:

nytfokus.nu

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!