Concito 10 år Markedsliggørelse af klimaet fjerner enhver diskussion om politik og struktur

Gennem de sidste 10 år er klimapolitik blevet et politikområde i Danmark. Der er ingen tvivl efterladt om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at der skal grundlæggende forandringer i vores samfund til for at imødekomme dem.

Klima er blevet en faktor i den politiske debat og også i borgernes bevidsthed. Det har Concito været med til at kvalificere.

Klimaforandringerne kommer kun til at blive mere presserende i de næste 10 år, især i kombination med andre miljømæssige kriser om biodiversitet og landanvendelse. Det bliver derfor helt essentielt at samtænke disse aspekter.

Kniber i praksis

Det øgede fokus har medbragt en lang række løsningsforslag og gjort, at det er lettere at træffe de grønne forbrugsvalg.

Men de fleste af disse løsninger er falske: biomasse har erstattet kul og ført til falske fald i de danske udledninger, off-setting og certificeringsløsningerne har medført, at vores udledninger er blevet udliciteret og har foranlediget os til at tro, at vi kan købe os ud af krisen.

I ånden er Danmark blevet grønnere – men i praksis kniber det. Der eksisterer i høj grad en uoverensstemmelse mellem holdninger og adfærd bakket op af troen på individuel adfærd og promoveringen af en ”grøn økonomi”, der får industrien bag produkterne til at fremstå som en del af løsningen.

Hvorfor Shell ikke er en del af løsningen

Klimaspørgsmålet er blevet markedsliggjort og individualiseret til et spørgsmål om indkøbsvaner. Det er også denne ånd Concito arbejder ud fra; at ”de klimapolitiske målsætninger kun kan nås gennem partnerskab mellem politikere, erhvervsliv og borgere”.

Dette er især illustreret gennem Concitos erhvervsprogram. Denne alliance er yderst uheldig. Den er med til at reducere borgeren til forbruger og fjerne enhver diskussion om politik og strukturer.

100 virksomheder er ansvarlige for cirka 70 procent af de globale udledninger, hvoraf Shell er en af de fire største udledere. Shell figurerer også på Concito Erhvervs liste over samarbejdspartnere.

Man kunne sige, at løsningerne derfor ligger i et samarbejde – eller man kunne sige, at dem, der har skabt problemerne, ikke kommer til at løse dem. I NOAH er vi ikke i tvivl om det sidste.

Vi er derfor med til at sagsøge Shell i stedet for at samarbejde med dem. Det sidste er green washing af virksomheder, der intet tegn viser på at ville en bæredygtig fremtid, men ønsker at kunne vedblive at sælge skadelige produkter på et globaliseret marked uden for demokratisk kontrol.

En demokratisk fremtid

Vi er blevet lullet i søvn til at tro, at bæredygtige indkøb og CSR-politik kan løse klimakrisen. Men vi kan ikke købe os ud af en overforbrugskrise.

Vi skal derfor væk fra at tænke på virksomhedsdrevne forbrugsløsninger og i stedet sætte borgerne i centrum i et velfungerende demokrati. Borgere, som har demokratiske rettigheder, og som gerne vil en bæredygtig og retfærdig fremtid, hvis vi bliver involveret og nyder godt af beslutningerne.

Angrebet på de demokratiske institutioner, på frihedsrettighederne og de autoritære tendenser må derfor ses på med største bekymring og blive en integreret del af klimakampen.

Forbindelserne til den sociale slagside af klimaforandringerne kommer også til at vise sit ansigt mere de næste 10 år: konflikter og krige over ressourcer, adgang til basale ressourcer og migration.

I dag bliver der dræbt fire miljøaktivister om ugen motiveret af transnationale virksomheders jagt på flere ressourcer, til tider bakket op at staterne. Aktivister, der forsøger at sætte en stopper for rovdrift på jordens ressourcer anses som forbrydere, mens der samarbejdes med de virksomheder, der står for denne rovdrift.

Det er på tide, vi ser klimakrisen som den demokratiske krise, den er. Vi må gentænke demokratiet og spørge, hvem der skal have en plads ved bordet - Shell eller de borgere, der lokalt kæmper for bæredygtighed og retfærdighed? For ja, begge dele kan ikke lade sig gøre.

Indlægget er bragt på Altinget 13.12.18