Afbrænding af gas ved olieboring i Ecuador. Foto: UDAPT (Union de Afectados por Texaco – Foreningen af berørte af Texacos olieaktiviteter)
Afbrænding af gas ved olieboring i Ecuador. Foto: UDAPT (Union de Afectados por Texaco – Foreningen af berørte af Texacos olieaktiviteter)

Ecuador Minister stempler miljøadvokat som “international forbryder”

8. maj 2023 · Kl. 13:42 Nyhed

I stedet for at rette ind efter en dom, der pålægger Ecuador at afvikle gasafbrænding, beskylder energi- og mineminister advokat, der har ført retssag mod staten, for at være ”international forbryder”.

Den ecuadorianske stat blev i august 2021 af en domstol i provinsen Sucumbio pålagt at lukke al gasafbrænding i nærheden af beboede områder i olieområder i Amazonas i løbet af 18 måneder. Den frist udløb 29. marts i år – uden at staten har overholdt forpligtelsen.

Ecuadors minister for miner og energi, Fernando Santos Alvite, skulle ved en høring 26. april i Kommissionen for forfatningsmæssige garantier og menneskerettigheder redegøre for den manglende opfølgning på dommen. 

Men i stedet for at fortælle hvordan regeringen vil sikre dommens realisering, gik han til hårdt angreb på miljøadvokaten, Pablo Fajardo, som han beskyldte for at være en ”international forbryder.”

 

Sag anlagt af ni piger

Det var Pablo Fajardo, der på vegne af ni piger mellem 8 og 13 år, har anlagt og vundet sagen om gasafbrænding i Amazonas fra olieboringer, især i provinserne Sucumbíos og Orellana. Afbrændingen forårsager skader på miljøet i nærområdet.

De ni piger – Denisse, Dannya, Yamileth, Leonela, Rosa, Skarlett, Mishell, Kerly og Jeyner – fik retssagen gennemført med støtte fra miljøorganisationen UDAPT (Union de Afectados por Texaco, Foreningen af berørte af Texacos olieaktiviteter), der er NOAH’s søsterorganisation i Ecuador. Pablo Fajardo er ud over advokat også medlem af UDAPT.

Miljøorganisationerne frygter nu, at beskyldningerne mod advokaten vil være starten på en regeringskampagne med kriminaliserende udtalelser imod miljøforkæmpere og sociale bevægelser.

 

Minister med tæt forbindelse til olieindustrien

Ministerens angreb er blot den seneste aggression, som lokalsamfund og sociale organisationer i ecuadoriansk Amazonas udsættes for. I mere end 30 år har UDAPT kæmpet for at opnå erstatning for de skader, som transnationale olieselskaber har forvoldt i området. 

Mens centrum-venstre regeringer er kommet til magten i flere latinamerikanske lande, er der sket en stærk højredrejning i Ecuador.

Her står forretningsmanden Guillermo Lasso i spidsen for regeringen. Santos Alvite, der er minister for miner og energi, er tidligere rådgiver for olieindustrien. Han var bl.a. i otte år Ecuadors delegerede i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC), hvor han har været en stor fortaler for Chevron-Texaco og andre transnationale olieselskaber. 

 

Artiklen er først bragt af Solidaritet.dk

 

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!