Fra fællesskab til konkurrence

Det danske landbrugslandskab er i dag kendt for sine enorme ensartede marker, store bedrifter, siloer, gule rapsblomster så langt øjet rækker, svinekødseksport og selvfølgelig for Samsø-kartoflerne. Men det har ikke altid set sådan ud. Der var engang, hvor bønderne havde mindre marker og levede tættere på hinanden, i fællesskaber, hvor de kunne hjælpe hinanden, hvis en afgrøde slog fejl eller marker blev oversvømmet.

Det danske landbrugslandskab gik fra små landbrug og koncentrerede landsbyer til de store monokulturelle marker og distancerede boliger vi kender i dag; fra lokalsamfundsbaseret forvaltning af fællesarealerne og staldene til den konkurrencedygtige, højteknologiske, rationel og markedsbaseret model.

På tegningen til venstre ses landsbyen Aarslev nord for Slagelse i 1768. Byen havde 13 gårde og de sædvanlige 3 vange. De agre, der hørte til gården no. 5, er afmærket med sort. Til højre ses samme landsby efter den endelige udskiftning i 1795. Af de 13 gårde blev 7 udflyttede, og i et hjørne af hver gårds tilliggende blev udlagt et husmandslod. Foto: http://www.olischer.dk/Byskriv/projekt8.html

Det skete på baggrund af landbrugsreformer, industrialisering og mekanisering af landbruget, som tog særlig fart i tiden efter anden verdenskrig.

Ud over den ineffektive overbrug af ressourcer forårsaget af vores forbrugsmønstre, er madspild et stort problem i alle industrialiserede lande. I højindkomstlande er forbrugerne ansvarlige for en meget højere andel af madspild af perfekte spiselige fødevarer sammenlignet med lande i det globale syd, hvor størstedelen af madspildet sker i produktions- og forarbejdningsprocessen. I det industrielle fødevaresystem går 15 % af maden tabt under transport og opbevaring og kun 8 % går tabt i husholdninger.

Strukturelle barrierer

Siden dengang er meget vand løbet gennem åen, og bedrifterne er med årene kun blevet færre, større og mere specialiserede. Og det er generelt set ikke let at være moderne bonde. De moderne bønder føler sig ofte beskyldt for at forårsage klima- og miljøproblemer, samtidig med, at de er frustrerede over, at det er så økonomisk svært at drive moderne landbrug, fordi de er konstant presset på prisen.

Samtidig svinder udvalget af varer, som kunderne har adgang til, ind, så de nu kun kan vælge mellem store og små kartofler i butikkerne og ikke de mange forskellige sorter, som på gode år kan vokse i den danske muld. Udvalget i supermarkederne bestemmes nemlig af cheferne for Dansk Supermarked, Coop osv. og på tværs af landegrænser handles landbrugsprodukter og landbrugsjord fra skriveborde i København og endda langt fra Danmark.

Supermarkeder har meget magt. Det er dem, der vælger, hvilke produkter, der er tilgængelige i deres butikker, samtidig med at de kan presse de priser, de giver til leverandører, fordi bønderne ikke har andre steder at sælge deres afgrøder. I Danmark sidder to supermarkedskæder på 70 % af dagligvaremarkedet. I Europa står de 10 største supermarkedskæder for 50 % af salget.

Detailhandlernes krav til form og størrelse på frugt og grønt skaber også et stort spild i primærproduktionen. Denne koncentration og markedsdominans begrænser bønders og forbrugeres valg, hvilket giver en håndfuld virksomheder kontrol over fødevareproduktion og priser. Mindre producenters forhandlingsstyrke er dermed blevet reduceret til fordel for store fødevareproducenter.

Men der er også andre ansvarlige, vi skal kigge på her, for certificeringsprocesser, politiske beslutningsprocesser og landbrugsstøtten, er også med til at forme den fødevareproduktion, vi har i dag, som har store konsekvenser for miljø-, klima og bønder og borgeres forhold til mad.

For når en mindre bedrift f.eks. gerne vil certificeres som økologisk, så oplever bønderne de samme barrierer for deres markedsføring og produktion. Det kan være svært at blive økologisk certificeret, når produktionen ikke passer ind i de etablerede ordninger og kasser – selv om produktionen kan være bedre for både miljø og dyr.

Det samme gælder landbrugstilskud. Det kræver meget arbejde at søge, og de mindste bedrifter får mindst støtte men har den samme mængde papirarbejde forbundet med det. Støtteordningerne passer også dårligt sammen med alsidige produktioner, hvor bønderne dyrker mange afgrøder side om side til gavn for biodiversiteten og frugtbarheden i jorden, og meget langt fra de standardiserede monokulturelle marker, som støtteordningerne er udformet til.

Forbrugernes forventninger

Forbrugerne har også et ansvar for at systemet sidder fast, hvor det gør. For 50 år siden ville en gennemsnitlig husstand bruge cirka 50 % af budgettet på mad. Som det er i dag, er det kun 13 %, der går til fødevarer.

Økonomisk vækst og stigende velstand er kilder til øget arealanvendelse på grund af nye, mere ressourcekrævende forbrugsmønstre domineret af animalske produkter, afgrøder, der ikke er i sæson, eksotiske produkter fra den anden side af kloden og forarbejdede produkter. Mange danske forbrugere køber deres mad i supermarkeder og er fremmedgjorte fra produktion og distribution af fødevarer. Således bliver varens udseende det vigtigste udvælgelseskriterium, når forbrugeren står i butikken.

Ud over den ineffektive overbrug af ressourcer forårsaget af vores forbrugsmønstre, er madspild et stort problem i alle industrialiserede lande. I højindkomstlande er forbrugerne ansvarlige for en meget højere andel af madspild af perfekte spiselige fødevarer sammenlignet med lande i det globale syd, hvor størstedelen af madspildet sker i produktions- og forarbejdningsprocessen. I det industrielle fødevaresystem går 15 % af maden tabt under transport og opbevaring og kun 8 % går tabt i husholdninger.

En anden vej er mulig

Mad er vigtige for alle, og landbruget har et stort potentiale til at skabe fællesskab, bidrage til lokal udvikling, skabe forbindelser mellem mennesker og bringe liv tilbage i jorden.

Hvis den danske landbrugsmodel er gået i retning af mere højeffektivitet, større og færre bedrifter, er der også chancer for, at der om et årti ikke er mange landmænd tilbage. Landbruget er ikke længere attraktivt for unge mennesker, og de anvendte metoder er ikke bæredygtige i længden.

Så hvad gør vi?

Der findes mange alternativer, som har været anvendt mange steder i verden og i rigtig lang tid, og som viser, at en anden landbrugsmodel er mulig.

Socialt landbrug

For omkring 100 år siden spirede en ide i den biodynamiske filosof Rudolf Steiners hoved i Østrig. Samtidig spirede lignende ideer i Japan og Chile. Ideen var enkel: at etablere en ny økonomisk model for landbruget, hvor der ville være en gensidig afhængighed og solidaritet mellem bønder og borgere. Ideen blev kaldt fællesskabsbaseret landbrug (på engelsk Community Supported Agriculture, CSA).

Kernen i konceptet er årlige kontrakter mellem bonden og forbrugeren. Kontrakten sikrer, at bonden får sit levebrød, og forbrugeren får sin mad – uanset om det er et år med små eller store løg.

Det er en forretningsmodel, der kan fremme biodynamisk, økologisk og andre former for regenerativt jordbrug. Forbrugeren køber en lille andel af årets høst, før vækstsæsonen starter. Der er således risikodeling, tryghed for bonden, god mad og kendskab til de pågældende bedrifter for forbrugeren – og en forpligtelse over for fællesskabet for begge parter.

Modellen er siden blevet eksporteret og er vokset i mange lande i Europa, men også i USA, hvor over 200 CSA-gårde blev udviklet med hjælp fra Robyn Van En, som var medforfatter til bogen “Sharing the Harvest”.